Er du klar til Black Friday?

Published on:

Tilbudsjægerens favoritdag. Årets travleste shoppedag. Med andre ord: Black Friday står for døren! Dagen, der har taget rejsen over Atlanten fra USA til Danmark, hvor handlen mildest talt går amok. Fredag er imidlertid blevet erstattet af hele ugen, idet vi i øjeblikket ser flere og flere brands strække deres tilbud over en længere periode. Men hvad betyder det egentlig for mærkedagen?

Black Friday har siden 1950’erne været en kommerciel begivenhed i USA, hvor dagen altid falder fredagen efter den amerikanske højtid, Thanksgiving. I år falder Black Friday den 29. november. Trods begivenhedens lange levetid i USA, er det primært inden for de senere år, at konceptet for alvor har vundet indpas i Danmark. Udviklingen er dog gået så stærkt, at Black Friday i dag er Danmarks travleste handelsdag.

"I 2018 svingede danskerne dankortet for intet mindre end 1,94 milliarder kroner til Black Friday."


Historien bag Black Friday  

Begrebet ’Black Friday’ stammer oprindeligt fra Philadelphia, hvor termen udsprang af den tunge trafik, der opstod som et resultat af familiers hjemtransport fra Thanksgiving-middagen. Siden har udtrykket dog skiftet betydning til i dag at være synonym med en af den vestlige verdens største handelsdage.

I 2018 svingede danskerne dankortet for intet mindre end 1,94 milliarder kroner under Black Friday. Det blev dermed årets største handelsdag. Det svarer til, at alle danskerne i 2018 købte en brødrister til 150 kroner og en julesweater til 183 kroner. Dog står Black Friday-rekorden fra 2017 stadig ved magt, hvor forbruget ifølge tal fra Nets var 8% højere end i 2018.


Fra en dag til en uge                

I løbet af de seneste år har Black Friday i Danmark udviklet sig fra at vare en enkelt fredag til at strække sig over en hel weekend – og sågar en hel uge. Det er, ifølge Jeppe Juul-Andersen, der er direktør i Nets, formentlig grunden til, at Black Friday-salget er faldet fra 2017 til 2018. Her er målingen nemlig foretaget på Black Friday og ikke over hele ugen.                           

Spørger man Mads Krabbe Øvlesen, der er Chief Programmatic Trading Specialist hos Dentsu Aegis Network, har udviklingen af Black Friday fra at være et endagskoncept til at vare en længere periode fået en afgørende betydning for den måde, hvorpå brands skal forholde sig til dagen:

”Black Friday har historisk set handlet om at være klar om fredagen. Dog har vi i løbet af de seneste fem år oplevet brands, der lancerer Black Friday-aktiviteter i ugen, der leder op til – og endda også de efterfølgende dage for at optimere forretningen og slå konkurrenterne. Det har vist sig, at forbrugerne er klar og afventer de gode tilbud i ugerne op til. Den parathed hos forbrugerne kan brands udnytte ved at starte tilbud og kampagner tidligere og samtidig minimere prisstigninger på medier”, fortæller han.

 "I 2017 var hvert tredje Black Friday-køb en gave, hvilket betyder, at en del af julehandlen har rykket sig fra december til november."


Forskud på juleræset               

Ifølge Tine Marie Andersen, der er politisk konsulent i Dansk Erhverv, bruger mange danskere Black Friday til at tage forskud på julehandlen. I 2017 var hvert tredje Black Friday-køb en gave, hvilket betyder, at en del af julehandlen har rykket sig fra december til november.

Det betyder samtidig, ifølge Daniel Sivertsen, der er Strategy Director & Head of Paid Media hos iProspect, at mange virksomheder oplever, at salget hen mod Black Friday begynder at falde, fordi forbrugerne venter til Black Friday med at købe i håbet om at gøre et kup.

"Det er markant dyrere at annoncere under Black Friday. Derfor kan man, ud fra et Search-perspektiv, få brugt et helt månedsbudget på en enkelt dag, hvis man ikke er opmærksom." 


Black Friday i et marketingperspektiv         

Den største shoppedag eksisterer selvfølgelig ikke uden produkter og brands – og dermed også marketing. Under Black Friday vendes de normale markedskræfter på hovedet, og andre regler synes at gælde med hensyn til markedsføring:

”Det er markant dyrere at annoncere under Black Friday. Derfor kan man, ud fra et Search-perspektiv, få brugt et helt månedsbudget på en enkelt dag, hvis man ikke er opmærksom. Hos iProspect deaktiverer vi faktisk en række algoritmer under Black Friday, fordi perioden er en anormalitet i forhold til den normale data, hvilket systemerne ikke kan finde ud af at tage højde for. Derfor kan det være en fordel at gå over til manuel håndtering i stedet for at benytte en automatiseret løsning under Black Friday”, fortæller Daniel Sivertsen.      

"Ifølge tal fra Google har der i Danmark fra 2017 til 2018 været en stigning på 3% i Black Friday-relaterede forespørgsler på Google."


Black Friday i fremtiden         

I løbet af de seneste år er klima for alvor kommet på dagsordenen, hvilket betyder, at flere og flere forbrugere aktivt vælger overforbrug fra:

”Vi ser brands, der aktivt annoncerer, at de ikke holder Black Friday for at tage afstand til overforbrug eller ønsker at bevæge sig i en mere klimabevidst retning. Det er en ret spændende udvikling, der kan få betydning for, hvordan fremtiden vil komme til at forløbe”, lyder det fra Daniel Sivertsen.         

Trods klimafokus og en stigende bevidsthed omkring overforbrug lever Black Friday fortsat i bedste velgående. Ifølge tal fra Google har der i Danmark fra 2017 til 2018 været en stigning på 3% i Black Friday-relaterede forespørgsler på Google, og ser vi isoleret på mobilen er tallet helt oppe på 7%.


Vi er spændte på at se, hvad årets udgave af begivenheden byder på. God Black Friday og held og lykke til alle!