Medieindkøb: Kvalitet over kvantitet

Published on:

”Hvordan skal vores mediespend sammensættes til at matche det nye verdensbillede?”, ”skal vi kommunikere taktisk eller bygge brand?” og ”kan jeg vinde noget i kraft af de billige annonceplaceringer, der nu byder sig til?” er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på hos brands i disse tider. Læs mere og få vores anbefaling.


I forlængelse af de mange spørgsmål, der helt forståeligt opstår hos brands, er vores første og vigtigste budskab som mediestrategiske rådgivere, at brands skal slå koldt vand i blodet og ikke træffe forhastede beslutninger.

De beslutninger, brands står overfor lige nu, er helt afgørende for, hvordan ens forretning står, når vi kommer ud på den anden side. Og vi står selvfølgelig klar til at hjælpe. Mediemarkedet er under forandring, og det skal vi i fællesskab (på afstand) forholde os til.


Fasthold fokus

Lige nu kan brands forvente at opnå større dækning som konsekvens af, at nogle annoncører neddrosler deres marketingbudgetter. Det resulterer i mindre annonceefterspørgsel og dermed et større annonceudbud.

Det betyder, at brands kan opnå større Share of Voice (SOV) og dækning med sin nuværende strategi og budget. Hertil er vores anbefaling, at brands fastholder sit fokus på marketing, men med et tilpasset budskab, som udviser respekt for situationen. Denne anbefaling baseres blandt andet på forskning fra SARS-krisen i 2003 og finanskrisen i 2008 samt øvrig viden om brand building i krisesituationer.

Det er vigtigt at huske, at behovet for produkter ikke forsvinder. Selvom forbrugerne ikke kan besøge fysiske butikker i samme grad som tidligere, har de stadig behov for eksempelvis kontaktlinser, aftensmad, en ny vaskemaskine og at opretholde træningsrutinen. Overvej derfor, hvordan du kan tilpasse din forretning til digitale rammer og hold medieinvesteringen, så du ikke mister markedsandele.


Fokusér på kvalitetsvisninger

Mange medier tilbyder lige nu ”krisepakker” med lave priser, og du ser måske konkurrenten skrue enten op eller ned for sin kommunikation. Samtidig står nogle brands overfor en tilpasning af hele deres strategi, som hidtil har været båret af et fysisk møde mellem brand og forbruger.

Når det kommer til de omtalte ”krisepakker”, er det essentielt, at man ikke lader sig forblænde af de lave priser. Det er rigtigt, at der nu kan købes billigere ind på en række medier, men der er også en grund til, at prisen kan sænkes. Derfor skal brands og mediestrateger i disse situationer forholde sig til, om pris og kvalitet følges ad.

Der er stor aktivitet på en række mediekanaler som konsekvens af den nuværende situation, men som altid – også under normale omstændigheder – er ”billigt” ikke nødvendigvis lig med ”godt”.

Under både nuværende og normale omstændigheder er det vores opgave som medierådgivere at hjælpe dit brand med at opnå kvalitetsvisninger og opretholdholde brand safety. Hertil er det vigtigt at gøre sig tanker om, hvordan man ønsker sit brand skal opfattes, når verden igen vender tilbage til mere kendte omstændigheder.


Annoncering kræver kvalitet

Når vi køber annonceplaceringer på vegne af vores kunder, er vi meget bevidste om kvaliteten af dem. Det gælder selvfølgelig både nu fra hjemmearbejdspladsen og under normale omstændigheder. Vi igangsætter ingen kampagner uden at have den nødvendige tracking på. Det gør os nemlig i stand til at se, hvor vi køber visninger, hvor mange af visningerne der faktisk når forbrugerne (også kaldet viewability), samt hvor lang tid brandet har med forbrugeren. Med denne tracking er vi garant for kvalitet i samarbejdet med kunderne.

En anden vigtig grund til, at vi kan sikre vores kunder kvalitet i deres annoncering, er vores tætte forhold til mediehusene. Her er det ultimative mål, at vi skaber den bedst mulige annonceoplevelse for vores kunder og forbrugerne. Sammen med mediehusene har vi et konstant øje på markedets udvikling og på, hvordan vi skaber de bedst mulige betingelser for kvalitet og en god annonceoplevelse i medieindkøbet.

Herfra er anbefalingen tydelig:

  • Fokusér forsat på kvalitetsvisninger og hop ikke ukritisk på billige krisepakker. Er du i tvivl, så ræk ud til din Dentsu-kontakt.
  • Hold medieinvesteringen, men tilpas mediemix og kommunikation til den nuværende situation.
  • Tilpas din forretning og tænk kreativt, hvis din fysiske butik har måttet lukke.
  • Bliv hjemme.


Læs også:
Invester dig ud af krisen
25 content tips i en udfordrende tid
Er din butik lukket? Husk at fortælle det online

René Tingskov

René Tingskov
Head of Digital, Amplifi

LinkedIn
Rasmus Rudnik Seidler Hansen

Rasmus Rudnik Seidler Hansen
Client Team Director & Commercial Director at Carat

LinkedIn